FRI AF JALOUSI: HVORDAN?
Jalousi er jo en slags bagside af noget meget dejligt, nemlig kærlighed: når vi har noget i vores liv, der er så værdifuldt for os, at vi er bange for miste det! En bagside, der gør ondt!
Mange flere end man tror, er ramt af jalousi, som kan være ekstremt begrænsende for både den “ramte” og hans/ hendes partner. Samtidig kan jalousi være enormt skamfuldt, og sætte onde cirkler i gang: “jeg er et usselt menneske og en dårlig kæreste, så selvfølgelig vil min partner hellere være sammen med en anden!”: mere grund til jalousi, og ond cirkel er etableret!
Er du jaloux ? her får du coachens og terapeutens bedste input, redskaber og gode råd:
- Jalousi er ikke noget, man er “dømt til” eller “bare har”, ligesom nogen er født med krøller eller fregner. Jalousi opstår ud fra bestemte tanker og/ eller forestillinger, som en naturlig reaktion. Disse tanker og forestillinger kan bearbejdes, så der helt naturligt opstår helt andre reaktioner.
- Der er altid en god grund til at jalousien er opstået!
Nogen har i deres opvækst haft vilkår, der har skabt de nævnte tanker/ forestillinger, andre har haft dårlige oplevelser i tidligere forhold. For andre hænger det sammen med et bestemt selvbillede eller verdensbillede. Igen: dette kan bearbejdes! - Du kan slippe uberettiget jalousi! Det er vigtigt at slå fast, at vi har taler om uberettiget jalousi berettiget jalousi er jo en slags alarm, hvis der foregår noget i dit forhold, du ikke kan være med til. Hvis du er motiveret for det, er uberettiget jalousi normalt forholdsvist let at slippe, når først, der bliver sorteret i baggrunden for den.
Se mere om jalousi – og hvordan vi behandler det!
3 gode råd, når du vil slippe jalousien:
- Undersøg og kortlæg din jalousi åbent og fordomsfrit.
Tag udgangspunkt i at “der er en god grund”, og undersøg din jalousi: hvornår dukker den typisk op, hvad handler den i virkeligheden om, ER du bange for noget (eller er det “bare” en følelse), hvad er du mest bange for, hvor længe har jalousien været der, osv.:
Gode spørgsmål til dig selv:
- Er det reelt, at din partner er utro, ønsker at være det eller giver dig anledning til at tro det? – i så fald er der måske ikke tale om uberettiget jalousi, men at jalousien er din “alarm” – noget skal måske ændres i dit forhold!
- Hvad ER utro egentlig for dig – hvor går dine grænser (tale pænt om/ kram/ kontakt på Facebook/ danse/kysse/ andet)? – Kender I, og er I enige i hinandens grænser?
- Hvilke konsekvenser har jalousien for dig – hvis det fortsætter som nu?
- Hvad er det værste ved jalousien? Sæt ord på den følelse, der er det allerværste for dig – er det f.eks. angsten for at blive valgt fra/ at miste/ ikke være god nok/ være til grin/ andet? Vær grundig med at mærke efter og finde følelsen (selvom den er ubehagelig)!
- Hvor kender du ellers den følelse fra/ hvad minder den dig om? – Giv dig tid her!
- Er der noget, du har “lært” eller er kommet til at tro på om dig selv/ kærlighed/ dig i relation til andre/ tillid tidligere i dit liv, som har indflydelse? – Hvad (formuler det!)?
- Hvad skulle du være fyldt op af/ tro på, for at jalousien aldrig ville opstå?
- Tjek din indre dialog, billeder og film af.
OBS!: Vores adfærd styres af vores følelser, og vores følelser styres af de input (indre billeder, film og dialog), vi fodrer dem med! Så enkelt er det! Det betyder også, at hvis du kører en masse indre input, hvor du er “taberen”: svigtet/ uattraktiv/ uønsket/ til grin/ forladt osv. – så bliver resultatet derefter! Gør dig klart hvilke input, DU fodrer dine følelser med!
Husk at gentagne, følelsesladede input bliver til en slags selv-hypnose (positiv eller negativ), og er uhyre effektivt! Så vær omhyggelig med dit eget-input!
Gode spørgsmål til dig selv:
- Hvilke input fodrer du dig selv med nu?
- Hvis du var fuldstændigt fri af jalousi – hvilke input ville det så være i stedet? Forestil dig i detaljer: dialog/ film mv
- Hvordan ville du hellere reagere i situationer, der typisk trigger din jalousi? Forestil dig det: hvilke situationer/ hvad vil jeg helt konkret tænke/ gøre/ sige/ føle/ opleve anderledes?
- Hvad vil det give dig at gøre netop det?
- Træn dig i det positive input – og at vælge din nye reaktion!
Kør det nye positive input for dig selv, når du vågner, børster tænder, slapper af, under transport, før du skal sove mv. – og bare giv den gas! I starten kan det føles kejtet, men hvis du skal ændre på dine reaktioner, må du starte et sted! Sørg for at det er rare situationer, tanker og billeder og selvbilleder, så bliver du nemlig ved!
Vær desuden forberedt i de situationer, hvor du tidligere reagerede med jalousi, og giv dig selv lov til i de situationer at stoppe op! – og vælge de nye reaktioner, som du har kortlagt.
Redskaber der hjælper dig med at komme fri af jalousien:
- Tjek, at det virkelig ER okay med dig at slippe jalousien – at du vinder mere end du risikerer at miste! Formuler hvad det er, der gør, at du vinder mere end du mister!
(- Eller er det vigtigste, at du aldrig risikerer at blive snydt og bedraget? – tilbage til pkt. 1) - Husk: jalousi er “bare” en følelse, som formentlig har mere med din fortid at gøre, end med din nutid/ dig/ din partner!
- I de typiske situationer FØR jalousien dukker op: STOP OP, træk vejret dybt, og vent, før du reagerer. Sådan giver du dig selv muligheden for at vælge de reaktioner, der i virkeligheden er bedst for dig!
- Husk at bemærke alt det positive: ved dig selv og hver gang du (spontant eller bevidst) vælger de gode løsninger og anerkend/ beløn dig selv for det – men også:
- at acceptere, hvis det smutter for dig ind i mellem – for så gælder det om at komme op på hesten igen (frem for at slå dig selv i hovedet)!
- Hvis du er ude, hvor du ikke kan bunde, så overvej at involvere en terapeut, du har tillid til.
Generelt:
Vær grundig, accepterende og oprigtigt nysgerrig i fht. dig selv. Skriv evt. dine svar ned.
Og husk: Selvfølgeligt er det nemmere at gennemføre mental udvikling/ forandringer succesfuldt, når en anden (med professionelt overblik og indsigt) faciliterer processen, så du helt kan koncentrere dig om dig selv og dine indre reaktioner – men det er muligt at ændre tanke- og reaktionsmønstre for sig selv – især når det er vigtigt for dig!
Held og lykke 😉
Mange hilsner, Ghita
Ghita Lauth Graafland
ICI Master Coach, ICI Mentaltræner
NLP Master Counselor,
Certificeret Master Hypnoterapeut
Se mere om Facebook som “De Blødende Hjerters Klub”