Kvinden, som tog dårlige beslutninger
K ringer til mig en sen eftermiddag i foråret. Det lyder som om, hun har taget mod til sig. Hun vil høre min stemme. Danne sig et indtryk af mig. Hun har brug for at mærke, om jeg er én, hun har lyst til at blotlægge sit liv og sine tanker sammen med, inklusive alt det, hun ikke er stolt af.
Dæmpet og nøgternt fortæller K’s stemme om de blindgyder, hun er havnet i – og som hun vil ud af. At hun er selvskadende, spiseforstyrret og har en del forskellige diagnoser. Hvordan hun har det dårligt med sig selv, sin krop og sit sind. At hun står uden penge, job og egen bolig. Hvordan hun er blevet afvist i det psykiatriske system. Hvordan hun har fået at vide, at hun er ”uhelbredelig”, ”uimodtagelig for behandling” og at de ikke kan gøre mere for hende – så hun skal ikke henvende sig mere. Ikke engang på psykiatrisk skadestue.
Behandling af “uhelbredelig” angst og dårligt selvværd – og et liv på skæv kurs
”Det står mig fuldstændigt klart, at jeg løber en risiko ved at gå ind i et samarbejde med K”
Vi taler sammen i telefonen. Det ender med, vi laver en aftale. Tankerne om denne unge kvinde, som jeg har indvilliget i at mødes med, fylder en del i dagene efter vores telefonsamtale. Det står mig fuldstændigt klart, at jeg løber en risiko ved at gå ind i et samarbejde med K. De fleste af mine klienter er grundlæggende ressourcefulde og velfungerende mennesker, der ønsker at løfte sig selv og sin livskvalitet på konkrete punkter. Med de mange og tunge problematikker på en gang, akut indre og ydre kaos, og dertil udfordret på sin psykiske stabilitet, er K mere belastet end det.
Med de diagnoser, hun bærer på, skal jeg desuden være meget skarp og varsom med, hvordan jeg griber terapien an. I forhold til både spiseforstyrrelser og diagnoser som personlighesforstyrrelser i borderline-området, kan der i terapeutiske processer opstå en række uhensigtsmæssigheder. Klienten kan tvangsmæssigt forsøge at vende de terapeutiske redskaber om, og bruge dem stik mod hensigten. Der kan opstå ”spil” i relationen mellem os, som er kontraproduktive for klienten (og for mig). Terapien, og jeg som terapeut, kan blive trukket ind i en forvrænget virkelighedsopfattelse og indgå som forstærkende eller bekræftende redskab for den, frem for at virke afbalancerende, udviklende og helende. Jeg er ekstremt opmærksom på alt dette.
Et konstruktivt mentalt frirum
Under samtalen og i det oplæg til samarbejdet, jeg senere sender hende, afgrænser jeg, hvad vi arbejder med – og forventningsafstemmer dermed samtidig, hvad vi ikke arbejder med. Vi arbejder ikke med henblik på at ”rette op på” hendes diagnoser eller helbrede hendes spiseforstyrrelse. Vi arbejder med at skabe et konstruktivt mentalt frirum, hvor K har mulighed for at bearbejde sine tanke- og handlemønstre i, herunder de grundlæggende følelsesmæssige strategier, der danner basis for at spiseforstyrrelsen overhovedet opstod – og med at skabe retning og ressourcer til, at K kommer godt videre, fra hvor hun er nu.
”Jeg tror fuldt og fast på, at hvor der er liv, er der ressourcer – og hvor der er ressourcer, er der håb!”
Jeg svinger frem og tilbage. Er skiftevis let bekymret over, hvad jeg måske har involveret mig i, og i at være fuldstændigt fast i min overbevisning om, at ingen er uhelbredelig/ uden mulighed for bedring – at INGEN på den måde skal afvises og efterlades uden håb, med udsagnet om at være ”uhelbredelig” hængende som en form for forbandelse (eller selvopfyldende profeti) over hovedet! Jeg tror fuldt og fast på, at hvor der er liv, er der ressourcer – og hvor der er ressourcer, er der håb!
Første session
Hun dukker op på det aftalte tidspunkt. Det er i sig selv en lillebitte sejr. Det kræver både motivation og ressourcer at komme til tiden. Ikke mindst herude på vores hemmelige sted på landet, hvor den afsluttende markvej får selv hærdede klienter til at tvivle på, at de er på rette spor! Jeg konstaterer, at hun er usædvanligt smuk, på trods af at noget synes at ”skrue ned for” hendes tilstedeværelse og udstråling. Vi sætter os, og nærmer os. Finder stille og roligt den gensidige frekvens, hvor der er ”hul igennem”.
”… en hårdtslående cocktail af mobning, angst, stærkt svingende vægt fra overvægtig til undervægtig, manglende selvværd, anoreksi, vanskelige familierelationer, bulimi, borderline, selvmordstanker, afhængighed og ustabilitet”
Afdækning: K’s nuværende udfordringer
I den fælles afdækning i denne første session står hurtigt klart, at K har en del forhindringer at slås med, både udefra- og indefra-påførte. Forhindringerne fordeler sig over næsten hele K’s liv, hvor der har været mere modvind end medvind. K’s liv har været præget af en hårdtslående cocktail af mobning, angst, stærkt svingende vægt fra overvægtig til undervægt, manglende selvværd, angst, vanskelige familierelationer, bulimi, emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse/ borderline, selvmordstanker, afhængighed og ustabilitet – både følelsesmæssigt, og i sin helt konkrete situation i relation til økonomi og bolig. Hver for sig problematikker, der sagtens kan præge et menneske og give daglige bump på – men sammelagt forekommer det en hel bjergkæde af op ad bakke.
”Samtidig står det krystalklart for mig: K har ressourcer!”
Der er tydeligvis en del at tage fat på, og der er ikke noget at sige til, at situationen for K forekommer fastlåst og uoverskuelig. Der er ikke rigtigt noget, der fungerer; uoverensstemmelser med familien, som hun samtidig er afhængig af, eftersom hun ingen bolig her, nyligt brud med kæresten, ingen støttende relationer, dårlig økonomi, dårligt selvværd. Uholdbar situation i K’s skrøbelige her og nu – og ingen udsigter til bedring i fremtiden. Nu har ”sidste redningsstation”, psykiatrisk skadestue, også vendt hende ryggen. K er forståeligt nok modløs og efter eget udsagn “lidt i panik”.
Afdækning: K’s Udfordringer – og ressourcer
Samtidig står det krystalklart for mig: K har ressourcer! En af dem er, at hun er motiveret for at det hele skal blive bedre! Jeg ved også, at en del af K tror på, at det kan lykkes – ellers havde hun nemlig slet ikke kontaktet mig! Hvis hun virkelig havde troet, det hele var håbløst, ville det havde været spild af kræfter at tage fat i mig, og hvis hun ingen ressourcer besad, ville hun slet ikke havde været i stand til det! Altså er der både motivation og ressourcer til stede – og det betyder, at der er en vej!
”Denne kvinde er virkelig overbevist om, at hun træffer dårlige beslutninger!”
Men lige nu er der kun lille kontakt til de ressourcer. Hele K’s kropssprog er opgivende. Den høje, harmoniske skikkelse let sammensunken. Ansigtet med de markante kindben er slapt og øjnene udtryksløse. Hun sidder der og ser så stærk, ung og attraktiv ud, mens hun fortæller fokuseret og reflekteret om alle sine begrænsninger. Kontrasten er overvældende.
”Jeg har truffet dårlige beslutninger”
Mens K lavmælt fortæller fra stolen skråt overfor mig, bemærker jeg hvordan hun siger ”Jeg har truffet dårlige beslutninger”. Mange gange. Hun siger ”Mit problem er, at jeg hele tiden træffer dårlige beslutninger”. Og ”… det er også fordi, jeg hele tiden træffer så dårlige beslutninger”. Eller ”… og så traf jeg endnu en dårlig beslutning!” Dårlige beslutninger som indhold og kontekst, motiv og ramme. Hovedsætninger og bisætninger. Denne kvinde er virkelig overbevist om, at hun træffer dårlige beslutninger!
Jeg spørger, hvordan hun ved, at hun træffer så dårlige beslutninger. Om det er noget, hun tror eller ved. Hun ser nærmest oprørt ud, fordi jeg udviser denne eventuelle tvivl om, hvor dårlige beslutninger, hun træffer. Det kan jeg da selv se, ud fra hendes situation! Det kan alle da se! Hendes familie kan i hvert fald se det! De fortæller hende det da også – dagligt.
”Det er for hende såvel som for de fleste af mine klienter så meget lettere at fokusere på problemerne, og dermed lade dem tage udsynet, end at stille ind på løsningerne”…
K er forståeligt nok overvældet. Dels af sin helt konkrete situation, som forekommer ret håbløs. Dels af at fokusere på sine ”dårlige beslutninger”. Det gør det endnu mere uoverskueligt at komme ud af situationen, når hun nu tager så dårlige beslutninger. Hvad skal hun beslutte? Hvis hun beslutter noget, er det jo helt sikkert dårligt. Hvis hun ikke beslutter noget, fortsætter det med at være dårligt. Dermed er K fastlåst. Og lidt i panik! Igen – meget forståeligt, men ikke noget særligt konstruktiv sted at være.
Afdækning: K’s Ønsker til udvikling
Så vi skifter fokus. Jeg spørger til, hvad hun gerne vil i stedet for. Nu hvor hun lige har givet os begge dette overblik over udfordringerne i sit liv – hvad ønsker K sig så at gøre i stedet for at være fastlåst og i panik.
K tøver. Det er for hende, lige som for de fleste af mine klienter, så meget lettere at fokusere på problemerne – og dermed lade dem tage udsynet – end at stille ind på løsningerne. Så K sidder lidt. Tænker. ”Jeg vil gerne begynde at handle!” Hun kigger op. ”Og jeg vil så gerne tro på mig selv, sige til mig selv, at jeg nok skal klare det!”
Jeg er stadig interesseret i de “dårlige beslutninger”. Det er så tydeligt, at det på en gang er en stor del af K’s negative selvforståelse og nuværende situation, og samtidig en enorm forhindring for at komme ud af den igen.
Hun ser på mig, siger lidt hæst: ”Skyld! … Det giver mig skyldfølelse!”
Så jeg fortsætter: ”Generelt – når du nu går rundt og tænker, at du er sådan en, der træffer dårlige beslutninger – hvilken effekt får det så for dig? Hun ser på mig, siger lidt hæst: ”Skyld! … Det giver mig skyldfølelse!” Hun tøver. ”Dels skyld… Dels føler jeg mig fuldstændigt overvældet. For så kan jeg jo ikke gøre noget! Så er det håbløst. Så er det jo lige meget, hvad jeg gør, hvis jeg træffer dårlige beslutninger… Jeg bliver helt… fastlåst. Så kan jeg jo lige så godt lade være! Så kan jeg jo aldrig få et godt liv!” Det sidste kommer med større kraft end hele den foregående samtale. K sidder nu ret op i stolen.
Afdækning: K’s interne strategier
Jeg spørger nysgerrigt: ”Hvordan træffer du da dine beslutninger? – Hvad afgør egentlig, hvilke beslutninger, du træffer?”
K overvejer lidt: ”Jamen i virkeligheden har jeg nok nærmest bare gjort det modsatte af, hvad min familie siger, jeg skal!” Hun smiler skævt. ”Vi er så forskellige. – De forstår mig ikke! Så jeg har gjort det modsatte af, hvad de ville gøre!”. Hun ser direkte på mig, overrasket over sit eget svar ”Det er sådan, jeg har truffet mine beslutninger. Jeg gør det, folk siger, jeg ikke skal gøre!”
”Jeg gør det, folk siger, jeg ikke skal gøre!”
Vi lader den hænge lidt i rummet, smiler begge lidt af det. ”OK”, siger jeg, ”når du træffer beslutninger ud fra hvad folk, siger, du ikke skal gøre – så har du oplevet, at det af og til var dårlige beslutninger for dig. Hvilket grundlag ville det være bedre for dig at træffe beslutninger på?” K siger med langsomt og med vægt: ”Jeg vil gerne begynde at handle på det, jeg selv inderst inde gerne vil!”
Afdækning: K’s positive intention
Vi vender det hele lidt. K er en intelligent ung kvinde. Men efter at være blevet systematisk mobbet og nedgjort gennem hele sin skolegang, og samtidig have følt sig anderledes på ”den forkerte måde” derhjemme, er der meget forståeligt opstået en tvivl på sig selv og sin egen dømmekraft. Barnets K’s ubevidste logik har været: ”jeg kan ikke lytte til/ stole på mine egne impulser og beslutninger, så jeg har brug for at læne mig op ad andres. Min familie er helt anderledes end mig. Jeg vil ikke være som dem, så jeg kan heller ikke gøre som de vil – men jeg kan lytte til dem og så gøre noget helt andet, end hvad de ville gøre!” Et kvikt barns handlekraftige – men umodne – strategi for overlevelse.
“Netop den slags overbevisninger og strategier, der ubevidst styrer vores tanker, følelser, og dermed adfærd, har vi alle – bare på forskellige områder”
Faktisk har barnet K jo netop villet være sig selv, anerkende sin forskellighed fra sin familie og adskille sig fra den. Barnet K har også villet træffe gode beslutninger. Hun har bare ikke været i stand til at overskue, hvad det reelt ville sige. Den resulterende konklusion og strategi var ikke supersmart. Men de positive intentioner bag strategien var gode nok!
Barnets strategier styrer den voksne adfærd
Et umodent barns umodne konklusion og tilhørende strategi. Forståeligt, at den opstår i en presset og ufærdig barnehjerne, eftersom et uerfarent barn ikke kan overskue de uheldige konsekvenser af den.
K er lidt rystet over at opdage denne sammenhæng. Det forekommer så dumt, når det bliver sagt højt! Men hun er ikke alene. Netop denne slags overbevisninger og strategier, der ubevidst styrer vores tanker, følelser, og dermed adfærd, har vi alle – bare på forskellige områder. Konklusioner, vi har truffet eller overtaget fra andre, da vi var små (eller lave på ressourcer), og som dermed forekommer os så selvfølgelige, at vi ikke engang selv er opmærksomme på dem – men som trækker hele vores væren i bestemte, af og til meget uhensigtsmæssige, retninger. Når først vi bliver opmærksomme på dem, kan vi begynde at gøre noget med dem, ændre dem til noget mere hensigtsmæssigt. Skabe strategier, der styrer os i ønskede retninger.
Den type overbevisninger og livs-strategier har vi alle, bare på forskellige områder. Selv er vi typisk blinde for dem. De er ubevidste og uerkendte – men styrer vigtige processer i os videre i livet – medmindre de bevidstgøres, afmonteres, og erstattes af andre, mere modne og velovervejede strategier.
“At være hos mig i dag er K’s oprør…”
Afrunding
Vi er kommet et godt stykke vej i dag. Vi runder af, taler lidt om, hvordan det vil være bedre for K at lytte til sig selv, sin egen krop, egne erfaringer og til, hvad der har værdi for hende. Hvordan hun jo netop har været styret af sin familie ved at læne sine beslutninger op ad deres, omend i en ”spejlvendt” udgave, og på den måde aldrig rigtigt har lyttet til sig selv og sine ønsker for og behov i tilværelsen.
På den måde har hun aldrig har taget sig selv alvorligt. Aldrig har givet sig selv en chance for at lykkes – som det menneske, hun er! Ikke så mærkeligt, at der er fulgt frustration, fremmedgørelse, angst og destruktiv adfærd med – måske en sund reaktion på en usund situation.
Se mere om Angst som Menneskelige mandagsmodeller – eller ekstra-kapacitet?
Håb
Heldigvis har K ikke givet op på sig selv. Derfor har hun givet sig selv denne nye chance for at få greb om sin tilværelse og komme overens med sig selv. At være hos mig er K’s oprør mod at være mod at være fastlåst af sine ”dårlige beslutninger”, – mod at ”uhelbredelig”.
Det sidste jeg spørger om, inden vi stopper denne første session er: “Hvordan har du det lige nu?” Jeg kan se i hendes øjne, at hun er træt. Men også noget andet. K tager afsted, mør efter hårdt mentalt arbejde, men rankere end da hun kom. Fordi hun, som hun siger, nu har håb. Troen på, at det kan blive anderledes – bedre – for hende.
Fortsættes….
OBS: Som behandler har jeg tavshedspligt. Det tager jeg alvorligt, for det er et afgørende element i tilliden og hele “kemien” mellem terapeut og klient. Derfor er det vigtigt at fortælle, at jeg deler beretningen om K’s forløb med hendes klare tilsagn. Fordi hun ønsker, at andre i en tilsvarende situation skal vide, at der er håb! Selv når der intet håb er; selv når du er “uhelbredelig”….
Mange tak for det, K
Kærlig hilsen, Ghita 😉
