25. september 2013
Kender du dét, at skulle trampe en ny sti – eller bare at ville nye steder hen?

Måske starter det med, at du er træt af de steder, alle dine kendte veje fører dig hen. Det får dig måske til at forestille dig andre steder, som er bedre for dig end dem, du allerede kender. I hvert fald tager du en beslutning om at du gerne vil prøve at gå en ny vej fra ny af.

Først skal du finde ud af, hvor det egentlig er, du vil hen i stedet for. Måske kender du ikke den nye destination fuldstændigt, men har bare en fornemmelse af retningen. På et tidspunkt må du tage det første skridt, og så det næste, i denne nye retning, selvom det føles usikkert. Landskabet i denne nye retning, hvor du aldrig har gået før, kan være uvejsomt og tilgroet så du må have macheten frem og hakke dig vej.

Når du når frem, er der måske anderledes, end du havde forestillet dig og måske overvejer du, om det virkelig var den hårde tur værd. Men allerede næste gang, du går ad den nye sti, er det lidt nemmere, for nu er der skabt passage og du genkender nogenlunde retningen og det, du passerer undervejs. Det tager selvfølgelig længere tid og opleves meget mere besværligt end den brede, bekvemme vej, du kender så godt.

Men hvis du bliver ved, bliver det lettere og lettere; fra en spinkel, næsten usynlig passage bliver stien til en rigtig sti, som udvides lidt for hver gang du går ad den. Du begynder at kende de steder, hvor du skal passe på, eller hvor det er godt at nyde udsigten. Du har justeret ruten og med tiden optimeret destinationsmålet til det sted, der er det helt rigtige for dig. Stadigvæk kan der være tidspunkter, når du er træt, travl eller uopmærksom, hvor du kommer til at tage de gamle veje, men det bliver sjældnere og sjældnere.

Efter nogen tid er den lille spæde sti mere og mere en rigtig sti, stadig mere hjemmevant, og for hver gang du går ad den, bliver den bredere og bredere, mere og mere bekvem. Dine gamle veje, du forlod, begynder at gro til og efter nogle måneder er det den nye vej, du tager, helt uden at tænke over det. På et tidspunkt føles den nye vej meget mere som dig, end de gamle, og du ville føle dig på afveje, hvis du tog dem. Du har fået en ny vane, som bringer dig derhen, du ønsker det.

Din hjerne fungerer fuldstændig sådan.

Når du udsættes for stimuli (lige fra synet af en flødekage eller en chef, der ser utilfreds ud) affyres der neuroner i de tilknyttede dele af din hjerne, og når du reagerer på dem, affyres der brøkdele af et sekund efter andre neuroner, som knytter sig til denne reaktion.

Når neuroner affyrer sammen, skabes der i hjernen et ‘kort’, et netværk af neuroner, der på baggrund af deres fælles historik har let ved at affyre samtidigt (som genvejene på din computer, der dukker op med forslag ud fra din søgehistorik/ der hvor du ofte er). Jo flere gange, neuroner affyrer samtidigt, jo mere fast bliver kortet, og jo lettere og mere sandsynligt er det at du reager på samme måde på den samme stimulus (flødekage/ utilfreds chef/ ukendt sms til kæresten – fyld selv ind). Alle de gange, du ikke bevidst vælger din reaktion, vil din hjerne pr default sørge for, at du reagerer som du plejer – fordi det simplet hen er det mest økonomiske for dit system at køre på autopilot, så du kan bruge din bevidste opmærksomhed på det, der ligger uden for rutinerne, eller som rummer potentiel fare.

Kategorier