08. september 2013
Jeg startede med at dyrke motion da jeg blev 40. Indtil da var alt hvad der hedder sport og motion en by i Rusland, og bestemt ikke en, jeg havde planer om at besøge. Både fordi jeg havde rigeligt at gøre med krævende fuldtidsjob som arkitekt, familie, 2 børn og et byggeforeningshus under kontant (gør-det-selv) ombygning, og fordi dét der med sport, konkurrenceresultater, udstyr i grimme kontrastfarver og taktfast hujen i svedimprægnerede haller absolut INGENTING havde med mig at gøre – og jeg var stolt af det.

Da jeg blev 40 mødte jeg, uafhængigt af hinanden, 2 veninder, begge ca. 10 år ældre end jeg, og som jeg pludselig var ude af stand til at genkende på mere end 3 meters afstand – fordi de var . ukendelige. Jeg fejledømte begge mine seje, smukke, stærke veninder til at være et sted mellem 70 og 80, fordi de bevægede sig sådan og udstrålede så enorm en kropslig skrøbelighed. De havde begge, uafhængigt af hinanden, fået en diskosprolaps i ryggen. Jeg besluttede på stedet, at hvis jeg selv kunne gøre noget som helst for at passe på mig selv og min krops fortsatte sundhed og førlighed, ville jeg gøre det, der skulle til.

Beslutningen var den nemme del. Rent faktisk at komme i form var lidt mere udfordrende, når man som mig havde et kondital under det synlige, og var blottet for boldøje eller begejstring ved holdsport. For at det skulle være realistisk, besluttede jeg mig for løb og styrketræning, som jeg kunne gennemføre på overkommelig tid, på fleksible tidspunkter og uafhængigt af andre.

Allerførst gav jeg mig selv den største i-pod jeg kunne finde i fødselsdagsgave, så jeg havde et synligt tegn på min nye livsstil, og støtte i form af noget rart i ørerne mens jeg sled. Jeg lagde ud med en målsætning om at løbe 3 km. Det kunne jeg selvfølgelig ikke til at begynde med, i hvert fald ikke uden pauser, men jeg blev ved; løbe så meget jeg kunne, gå lidt, løbe igen, og hen ad vejen blev pauserne mindre og færre. Jeg startede på løbebånd, fordi jeg havde en forestilling om at det var mindre hårdt uden al den modvind, stenede underlag og op ad bakke, som naturen byder på. Så – efter nogen tid – blev målet sat op til 5 km. Jeg husker stadig, hvor hårdt det var at gennemføre 5 km sammenhængende løb på en sti på Amager Fælled, hvor solen høvlede ubamhjertigt ned på mig – det er næsten noget af det hårdeste, jeg har gennemført, rødbedefarvet i ansigtet, fuldstændigt færdig – og revnefærdig af stolthed.

Beslutningen om at gøre hvad der står i min magt for at bevare et godt helbred står ikke til at rokke. Jeg har holdt fast i den beslutning gennem alle andre forandringer lige siden, selvom den er blevet kraftigt udfordret af dagligdag, travlhed og dovenskab mange gange. Siden er der jo løbet meget vand i den å i form af evidens for, hvor fantastisk stor forskel, det egentligt gør at bevæge sig i sin dagligdag

Siden har jeg opdaget, hvor meget lettere og dejligere det er at løbe ude – faktisk bedre om vinteren end om sommeren, jeg har fået erfaring og målene er gradvist blevet flyttet opad. Jeg har endnu ikke følt behov for at slide på kroppen ved at gennemføre et marathon, og løbe-distancerne og -kvantiteten svinger alt efter hvad der sker i mit liv i øvrigt – men de sidste par år har jeg ikke været i tvivl om at ‘jeg er en, der løber’.

Kategorier