– Når pottemagerens stempel mangler
På en hylde i mit arbejdsrum står et lille album. Inden i er der sirlige optegnelser, og siderne er adskilt med sprødt silkepapir, som opdeler indholdet. Albummet rummer: et stamtræ tilbage til 1733, optegnelser om familiens personlighedsmæssige karakteristika, og sidst, men ikke mindst: gamle og nyere fotos af min far, hans forældre og søskende, samt (andre) børn i hans gamle og nye familie. Dette album er det tætteste, jeg er kommet på min far!
1993, “Y-land”:
Jeg sidder og kigger intenst på en grønmalet dør i en lillebitte by. Ved siden af døren hænger et messingskilt med et forretningsnavn. Et navn, som er det eneste, jeg udover gener, deler med min far nå ja, bortset fra vores trekantede øjenbryn, kløften i hagen, den ubestemmelige øjenfarve og formen på min mund.
Jeg er rejst hele vejen fra Danmark hertil for måske at møde min far bare én gang i mit liv. Først med fly til landets hovedstad, dernæst med bus ad krogede landeveje i et grønt bakket landskab til denne lille by, hvor han tilsyneladende bor og arbejder. Jeg har ingen illusioner om en rørende, tårevædet forening. Jeg vil bare gerne SE/ OPLEVE/ VIDE noget om den mand, som er min far og dermed om mig selv. Hvordan han “er”, dén der ubeskrivelige faktor – personlighed eller kemi – som er så svær at fastholde, men som afgør om man kan lide nogen, føler sig tilpas i deres selskab. Føler sig forbundet med, frastødt af, eller måske bare ligeglad med. Det er sært ikke at vide noget så grundlæggende om nogen, der har leveret halvdelen af mine gener. Jeg har fundet frem til stedet, hvor han har sit kontor. En lille gade i denne lille by. Heldigvis ligger der en slags cafe over for, hvor jeg kan slå mig ned, mens jeg som en anden billigbogsdetektiv holder øje med døren og bliver klar. Tager mod til mig, inden jeg banker på den dør – med alt hvad det indebærer. Alt er muligt! Jeg vil ikke være nogen positiv overraskelse. Han har aldrig set mig. Men har fornægtet mig flere gange.
3 år tidligere, København:
Jeg er gravid! Der sker en masse ting, både i min krop i og mit sind. Jeg har, siden jeg var 9 år gammel, vidst at min søsters far ikke var min. Det har ikke fyldt alverden i min opvækst, i hvert fald ikke på et bevidst plan. Jeg har bare altid været “anderledes” end min søster, end min mor og hendes familie. Uden på og inden i. Nu, hvor jeg er gravid med mit første barn, er det pludselig afgørende vigtigt at vide, hvem jeg er og hvad jeg videregiver til mit barn. Det er helt grundlæggende, føles nærmest ur-agtigt. Som en programmering uden for min kontrol. Det handler om gener, slægt og blod. Det er en brændende nødvendighed. Jeg har ringet til den internationale oplysning (vi er i Før-Google-tidsregning her), og bedt om alle personer i relevante byer i “X-land”, hvor min mor har fortalt mig, at min far bor. Nu sidder jeg med en liste med en masse identiske efternavne med initialer i stedet for fornavne – men ingen, der helt matcher det, jeg for mange år siden har fået at vide, min far hedder. Jeg har brugt dagevis på at tage mig sammen til at turde det her. Nu skal det være! Nu må jeg satse! Bruge intuitionen eller “ælle-bælle”-metoden. Jeg vælger et navn fra listen på må og få. Strammer mig op. Høj puls. Ringer. Får kontakt.
“At se, at jeg ligner ham – så meget! At når jeg aldrig har lignet nogen som helst fra min (mors) familie – så er det naturligvis bare fordi jeg ligner ham og min fars familie.”
Det lyder som en moden kvinde i den anden ende af røret. Jeg har forberedt en dæk-historie. Det forekommer helt nødvendigt, hvis jeg skal videre med mit detektivarbejde!
Da min mor fandt ud af, at hun var gravid med mig, sendte hun et postkort med nyheden til hjemadressen på den udstationerede mand, hun havde et forhold til. Så havde de pludseligt ikke et forhold mere. Han havde glemt at fortælle, at han allerede havde en familie i sit eget land. Det kom til faderskabssag. Han nægtede. Blodprøver fastslog faderskabet. Af alle disse grunde har jeg nu en fornemmelse af, at jeg ikke så godt kan sige lige ud, hvem jeg er, uden dels at risikere at lave grundigt rav i den, dels at blive afvist uden at have fået noget at vide. Og jeg SKAL have noget at vide!
Se mere om Selvværd – og hvordan vi arbejder med at styrke det
Ingen afsender
Jeg har sjældent gået rundt med en følelse af at “mangle min far”, men jeg har ofte gået rundt med en generel usikkerhed, en manglende følelse af at “have nogen/ noget i ryggen”. Med mine voksne – og ikke mindst mine faglige – øjne kan jeg se, hvordan og hvor meget det gennem mit liv har påvirket mig at have denne “løse ende” i mit liv. Ikke nødvendigvis det at være vokset op med kun en forælder. Mere denne diffuse mangel på identitetsmæssig ballast eller “afsender”. Den følelse har gennem mange år gjort det meget vigtigt at være dygtig, have styr på ting, (mere end) leve op til forventningerne, ikke at udfordre tilværelsen og rokke båden unødigt. Jeg blev en mester i at tilpasse mig, uanset konteksten.
Oplevelsen af, hvordan ingen med autoritet har stået bag mig som “afsender” og selvfølgeligt stået inde for mig, har betydet en helt grundlæggende oplevelse af mangel på eksistensberettigelse. Følelsen af altid at være på lånt grund, tålt ophold og andres præmisser. Kun at måtte optage plads og ilt her på jorden, når jeg gjorde mig fortjent til det ved at være sød og dygtig og pæn nok. Aldrig bare høre til, leve, uden også at levere.
1990, København:
Kvinden i røret lyder tilbageholdende over for min historie (noget om at mine forældre en gang i 1960’erne havde en ven, som de nu søger at retablere kontakt med) – men afbalanceret. Hun viser sig at være gift med min fars bror, altså hans svigerinde (og en slags “tante” til mig – hvis ellers jeg havde haft en plads i den familie). Dækhistorien holder sig kun flydende i ganske kort tid. I det øjeblik, jeg nævner Danmark og hun kombinerer dette med min åbenlyse unge alder, lægger hun 2 og 2 sammen, og jeg er gennemskuet. Hun kender til historien, som var lidt af en skandale i den pæne borgerlige familie (sikkert ikke mindst for hans daværende hustru). Min mors naive postkort med det “lykkelige” budskab om min eksistens var lidt af en bombe, og dønningerne havde bredt sig over hele familien.
Min nye forbindelse viser sig at være en klog dame. Hun fortæller mig, at min far har forladt denne familie og nu har en ny familie i et nyt land. Hun vil – som jeg – ikke lave rav i denne familie, men kan godt se sagen fra min side. Hun foreslår følgende plan: jeg kan skrive et brev til min far, sende det til hende i “X-land”, og hun vil så sende det videre til min fars kontor i “Y-land”. Derefter er det op til ham om han vil svare mig, uden at hans familie skal modtage en brevbombe, som hans forrige gjorde det! Dette bliver næste skridt i planen. Jeg skriver møjsommeligt et brev (Det var et svært brev at skrive – bare indledningen: “Kære far??!/ Til Hr. X??!”). Jeg sender brevet til “X-land”.
Se mere om Kriser og Livskriser – og hvordan vi sammen behandler dem
1990, København:
Dagene går. Mit barn vokser i maven med sin delvist ukendte gen-pulje, med alt hvad det indebærer af karakteristika og mulige medfødte talenter (musikalsk? sportsmand? teknisk snilde?) såvel som eventuelt relevant sygdomshistorie. Dagene går. Jeg hører intet fra min ukendte far. Snart er det tid til fødslen.
En dag ankommer med posten et lille album med et kort og venligt følgebrev. Albummet er fra min fars brors kone i “X-land”, og er en guldgrube af information for mig – det næst-tætteste, jeg kan komme på at møde min far! Bare det at se et billede af ham; som barn, som ung og ældre! At se, at jeg ligner ham så meget! At når jeg aldrig har lignet nogen som helst fra min (mors) familie så er det naturligvis bare fordi jeg ligner ham og min fars familie. Vores besynderlige spidse øjenbryn og hagekløft. Ansigtsfaconen og de lange ører. Jeg sluger billederne. Jeg læser og genkender træk i familiebeskrivelserne. En gren er “distinguished, austere” og “solitary”, en anden “artistic, bohemian” og “companiable”. Jeg forstår mig selv! Jeg er anderledes, men jeg hører til et sted. Jeg ser billeder af mine bedsteforældre (sådan kommer jeg til at se ud, når jeg bliver gammel!), onkler og tanter. Af min fars nye familie (lille stik i hjertet: billeder af hvordan han leger overgivent med en lille pige – hun er min fars “fars pige”!)
En plads i den store orden
Noget står på godt og ondt pivåbent og blafrer i mit liv. En plads i den store orden omkring min eksistens her i verden er ubesat. Ingen med autoritet har modtaget, anerkendt, præget eller sagt god for mig, og sendt mig videre i livet. Pottemagerens stempel mangler i bunden af krukken.
Alt det betyder ikke, at det så er synd for mig. Jeg er formentlig også sluppet for en del i den sammenhæng. Men det har krævet ressourcer at kompensere for denne manglende ballast, som er så selvfølgelig for de fleste mennesker, at de dårligt kan forestille sig andet.
Der har været et tomrum i “min store orden”, et hul. Jeg tuder, når jeg ser et program som “Sporløs”, hvor andre får fyldt hullet op, bliver modtaget/ anerkendt (om så kun den ene gang)/ forstår, hvem de er.
Det album gav mig viden og ro! Jeg vidste lige akkurat nok, til at kunne sætte mig selv og mit barn ind i den større ramme. Jeg fik mit barn, han var lige den, jeg havde ventet på, og lignede både mig og sin far, og de forfædre, jeg havde set i albummet. Han havde også “numse-hagen” (som han selv døbte kløften mange år senere). Heldigvis havde han andre bedsteforældre, som fyldte meget og positivt. Heldigvis var hans genpulje tilsyneladende en positiv win-win af de mangeartede input, han rummer.
“Menneskets hjerne er har desperat brug for meningsfulde sammenhænge, i en grad så den selv skaber den, dér hvor de mangler.”
1993, “Y-land”:
Jeg kaster et sidste blik på den grønmalede dør. Min kaffekop er tom. Det er nu eller aldrig! Jeg går over gaden til døren med messingskiltet med “vores” navn. Navnet, som de positive blodprøver i faderskabssagen for mange år siden gjorde det muligt for mig at tage på min 18 års fødselsdag -bare for dog at få (eller tage) noget (og frem for et navn på en anden mand, som min mor havde været gift med, og som jeg heller ikke kendte). Jeg står her et øjeblik, hjertet oppe i halsen, høj puls! Hvor ubehagelig mon han kan blive? Ville han kunne se på mig og genkende sige egne træk? Ville det ændre noget?
Jeg banker på. Venter. Intet sker. Skuffelse og lettelse side om side. Jeg banker igen, men forgæves. Jeg tøver, for det er sidste chance. Men accepterer så, at det var det! Så tager jeg bussen hele den lange vej tilbage. Det er OK! Jeg havde nok ikke de helt store forventninger. Det mest vigtige for mig var at vide “hvem han var” Navn, gener, liv, historie. Den basis-information har albummet hjulpet mig med.
Den røde tråd
Ikke alle har adgang til sin far, eller til sin mor. Ikke alle har et album med information. Jeg er klar over, at min oplevelse er subjektiv, og at det tomrum (i form af behov for information), som jeg har følt, ikke nødvendigvis er et generelt behov.
Alligevel: Det har intet med glansbilleder eller kærnefamilier at gøre. Jeg er overbevist om (og mit terapeutiske arbejde bekræfter mig i), det er bedre at vokse op i kærlige miljøer, der afviger fra normen, end i “normale” familiestrukturer, der mangler kærlighed. Mit terapeutiske arbejde bestyrker dog også gang på gang for mig: Menneskets hjerne er har desperat brug for meningsfulde sammenhænge, i en grad så den selv skaber den, dér hvor de mangler. Ikke mindst når det handler om emner, der angår os selv følelsesmæssigt.
I en verden, hvor vi har mulighed for systematisk og anonymt at skabe børn, og hvor det fremgår af busreklamer, at vi “alle har ret til et fedt samtalekøkken” mener jeg, det er værd at overveje, om ikke også alle har ret til adgang til meningsfuld information om sin herkomst og genmasse. At alle børn har ret til at vide, hvem der er deres mor og far – uanset om de er vokset op med en, to eller flere forældre, biologiske eller ej.
Der vil altid være “smuttere” som mig, og det gør formentligt verden til et rigere sted, når livet af og til er større end planlægning og business as usual. Men vores lovgivning må i mine øjne afspejle det helt grundlæggende menneskelige behov for, på godt og ondt, at forstå sin egen oprindelse og kontekst.
Kærlig hilsen, Ghita
