Om Soap-cutting, sanselighed – og det, vi har glemt, vi er…
I årene som terapeut har jeg hørt det meste og der er ikke så meget, der kan overraske mere. Jeg erkender dog blankt, at det var med forbavset interesse, jeg første gang hørte om Soap-cutting og ASMR – fænomenet, som bl.a. betyder at du på You-Tube oplever videoer med mennesker, der med andægtigt nærvær børster hår, kradser, hvisker, skærer småbitte firkanter ud af sæbe, eller på andre måder skaber og videregiver lyd-oplevelser.
Hvorfor nu det? Hvorfor er bunker af mennesker pludselig dybt optagede eller nærmest afhængige af den intime, kradsende lyd af en børste, der glider gennem en kvindes hår, eller små sæbe-terninger, der sirligt skæres fri af sæbe-stykket for raslende at lande på underlaget? – Og hvordan hænger det sammen med at så mange oplever angst, depression og generel mistrivsel?
Sanser er lækkert!
Videoerne giver sanse-oplevelser, som for mange er behagelige og for nogle er næsten orgastisk nydelse. Enkle sanse-indtryk, der giver en behagelig gysen og/ eller en dyb afslappet ro. Næsten ligesom at blive nusset eller aet let på armen eller i nakken. Videoerne er sanselige! Eller rettere – videoerne viser oplevelser, der gør at vi får sanseindtryk af en helt enkel karakter, og gør brug af noget af det mest grundlæggende, vi har: vores sanser.
Dine sanser er dagens You-Tube-stjerner
Det lyder jo frygteligt banalt, for vi har jo stort set alle de 5 sanser til vores rådighed helt gratis og kan jo bare bruge løs af dem hele dagen lige så tosset, vi vil. Faktisk er vores sanser for de fleste af os så selvfølgelig en del af vores liv, at vi dårligt nok bemærker, at vi har eller bruger dem! Alligevel er samme sanser pludselig stjerner på mediefladen og får opmærksomhed i en grad, de fleste berømtheder ville give deres højre arm for. Et hurtigt tjek viser at to af de øverste soap-cutting videoer har fået hhv. 8,4 mio og 3, 3 mio views. Sæbe!
”Små enkle sanse-indtryk, der giver en behagelig gysen og/ eller en dyb afslappet ro. Næsten ligesom at blive nusset eller aet let på armen eller i nakken. De er sanselige!”
Det glatte liv udsulter dit sanseapparater
Ved et øjebliks nærmere eftertanke er der dog intet at undres over. Vi tilbringer dagens lyse timer indendørs og i transportmidler, blandt glatte vægge, i kunstlys, reguleret klima og kunstige materialer. Døgnet er ophævet, der er lys og underholdning 24/7. Vejr og vind er neutraliseret med læ, ly og centralvarme. Omgivelser, flader og genstande er massefremstillede og mestendels kunstige materialer. Rigtig mange timer tilbringes foran skærmen – på arbejde og i fritiden – uanset om du er voksen, ung eller barn. Opmærksomheden går til abstrakte emner, og spil/ underholdning med et bombardement af manipuleret lyd, lys og farve. Vi lever uvirkeligt bekvemme liv i glatte omgivelser.
”Ironien er selvfølgelig, at selv når vi vil have autentiske sanseoplevelser, vender vi os mod skærmene – distancerede og usanselige, som de er. Vi er jo vant til at få vores ”oplevelses-fix” der!”
Kort sagt: De fleste af os lever et liv med meget lidt naturligt sansestimuli. Minimalt af jord, vand, blade, aske, sten, bark, strå, pels, hud, mudder, sener, rødder, ild. Ikke meget at komme efter for vores sanser, kun de bombastiske flash af glatte input fra alle skærmene.
Er der noget, du ønsker at ændre på? – Se mere om, hvad vi kan arbejde med hos Ghita
Degraderet efter 200.000 år på lederposten
Samtidig er det som for hundredetusinde år siden vores sanser, der fortæller os alt af betydning. Alt, hvad vi oplever og ved, kommer ind i os via vores 5 sanser. Vi er som biologiske væsner designede til at sanserne er vores ”eksistens-radar”, som forbinder os til virkeligheden og sikrer vores liv og overlevelse. Fortæller os alt, hvad der er vigtigt i forhold til såvel fare eller tryghed, som relationer og livsmuligheder.
Synet af dyr og planter, jord og himmel. Nærhed af kroppe og lyden af åndedræt fra de andre individer i flokken, som fortæller at du ikke er alene mod farerne på savannen. Ildens lys og knitren som holder rovdyrene på afstand. Meningsfuld og tryghedsskabende information for et biologisk væsen, som er totalt afhængigt af dets nære omgivelser. Konstante små bitte input, som vidner om, at du er i live, og hvordan du forbliver det. Formidlet via sanserne.
“Samtidig med at din hjerne er evolveret til at være noget af det mest komplekse i vores univers, er du stadig et biologisk væsen med nogle meget grundlæggende funktioner i såvel krop som hjerne.”
Det er dermed lidt af en omlægning, når sanserne efter mere end 200.000 år på lederposten er sat fra bestillingen, førtidspensioneret fra sit enkle, men livsvigtige arbejde, til at skulle udholde endeløse og dybest set meningsløse ekstrem-påvirkninger fra La-La-land. Ikke alene får de ikke det, de er skabt til – de bliver overlæsset i døgndrift med alt muligt overflødigt og utilfredsstillende, som de skal trækkes med i stedet.
Vores sanser vil have noget at rive i, noget som er ægte! Ironien er selvfølgelig, at selv når vi vil have autentiske sanseoplevelser, vender vi os mod internettet og skærmene – distancerede og usanselige, som de er. Vi er jo vant til at få vores ”oplevelses-fix” der!
Sanser mod mistrivsel, angst og depression
Helt almindeligt anvendte redskaber til at modvirke angst og angstanfald er at fokusere på enkle ”her-og nu”-ting, f.eks. at:
- gå lidt ned i knæ og mærke tyngden/ tyngdekraften,
- lægge håndfladen på ”virkelige”/ stoflige overflader og mærke dem
- fokusere på og benævne helt konkrete, virkelige ting rundt om dig: stol, bord, vindue, spejl osv.
- trække vejret dybt, evt. ved at ånde i en pose og se, hvordan den skiftevis fyldes og tømmes
Altså er det, der reducerer eller fjerner angst-oplevelser overordnet: at fokusere på noget helt konkret og sanseligt, fordi dette giver en følelse af noget ægte og virkeligt. Fordi det ægte og virkelige trækker dig effektivt væk fra en abstrakt og uvirkelig følelse af angst. En følelse af noget diffust og truende, måske af at forsvinde eller gå i opløsning/ blive til ingenting.
”Dvs. at angst kan være et symptom på at miste kontakten til det ægte og konkrete – det “virkelige” – som er alt det, vores sanser fortæller os om.”
Sanselig grounding
Man kalder det også denne oplevelse af at vende tilbage til det enkle, det ægte og virkelige for ”grounding” – altså at komme i kontakt med det grundlæggende, med tyngden og jorden under os. Der, hvor noget fortæller os det allermest afgørende: ”Du er lige her, verden eksisterer, du lever og har fast grund under fødderne!”
Dvs. at angst kan være et symptom på at miste kontakten til det ægte og konkrete – det virkelige – som er alt det, vores sanser fortæller os om. Således kan man se vores glatte, abstrakte liv og usanselige fokus som medvirkende årsag til, at så mange oplever symptomer på angst og mistrivsel.
I øvrigt er det min klare erfaring fra mit arbejde, at mange mennesker med stor kapacitet for sensitivitet og sanselighed, kan være sårbare for en vis psykisk ustabilitet. Denne over-kapacitet kan få uhensigtsmæssige udtryk i form at oplevelser af angst/ uro/ depressionslignende tilstande. Rigtig mange af disse mennesker har også fundet frem til, at det hjælper dem afgørende at holdefast i nogle helt enkle sunde basis-rutiner: at få god søvn, kost og fysisk udfoldelse. Det fjerner symptomer og giver stabilitet og overskud.
Sanselighed for begyndere – vær opmærksom!
Hvad kan du så gøre for at komme i kontakt med det sanselige – for at give dit biologiske apparat hvad det har brug for? Skal vi nu alle sammen se Soap-Cutting på You-Tube? Eller flytte i jordhuler og grutte vores eget mel med sten og de bare næver? Nej, det er ikke nødvendigt – der er masser af muligheder.
Det handler meget om fokus. Vær opmærksom, der hvor du faktisk har kontakt til noget nært, enkelt og helt virkeligt. Mærk det varme opvaskevand, som er glat af sæben. Stik hånden ned og mærk ris-grynene, når du hælder dem i gryden. Gå med bare fødder hjemme på trægulvet eller på stranden. Eller med ordentligt fodtøj i de visne blade og sneen om efteråret/ vinteren. Hør den frydefulde raslen eller knirken, og mærk følelsen.
Faktisk kan det være dejligt at cykle i regnvejr, hvis du overgiver dig til det. Saml en sten op. Se langt nogle gange hver eneste dag, og få rettet skærmblikke lidt ud. Kig på skyer, eller fugle eller træer. Føl på overflader i dit hjem, eller i møderummet midt i status-mødet på arbejde. Hav genstande af træ eller ler eller sten, hvor du er, og noter dig strukturen, følelsen, farven, måden lyset falder på det. Smag på noget nyt. Dyrk oplevelsen af flammen, lyset og varmen fra brændeovnen eller stearinlys. Gå udenfor i lyset, selvom det ikke er solskin. Sov i shelter, når du har et par fridage. Mærk din partners eller dit barns hud og hår. Strukturen af pelsen på din kat eller hund. Din egen duft. Kom væk fra skærmene. Oplev alt det, der er i din nærhed, som er virkeligt. Vær opmærksom!
”For mig selv har det været næsten chokerende at opleve, hvordan det har revolutioneret mit liv at flytte væk fra byen og få en dagligdag, som helt automatisk er fyldt med natur, ild, sten, træ, kulde og varme, lys og mørke, fugle og dyr.”
Dette er jo samtidig meget af det, som mindfulness handler om. Meditation, Mindfulness og anden mental træning handler også om, at være i et med dig selv, lige der hvor du er. Det hele hænger sammen.
Sanserne som det, der knytter os til dette liv
Vi behøver dermed ikke alle omvælte vores liv og flytte i skoven eller vende samfundet ryggen for at (gen)skabe kontakt med det sanselige. Alle kan gøre det, lige der, hvor de er! For nogle vil det dog helt sikkert gøre en positiv forskel at skabe rammer for deres liv, som rummer udvidet adgang til al denne sanselighed.
“Samtidig med at din hjerner er evolveret til at være noget af det mest komplekse i vores univers, er du stadig et biologisk væsen med nogle meget grundlæggende funktioner i såvel krop som hjerne. Funktioner, som har sikret vores overlevelse som art, men som for mange nu støder sammen med en totalt ændret kontekst og brug.
Kapacitet og ressourcer, som bliver uhensigtsmæssige, hvis de forhindres i at folde sig ud. Som en kompetent jagt- eller hyrdehund, der frustreret gnaver hele familiens sko i stykker, hvis ikke den får afløb for sine naturlige evner.”
For mig selv har det været næsten chokerende at opleve, hvordan det har revolutioneret mit liv at flytte væk fra byen og få en dagligdag, som helt automatisk er fyldt med natur, ild, sten, træ, kulde og varme, lys og mørke, fugle og dyr. Hvor meget det fylder, og hvor meget det ændrer for mig. At få fyldt mit fokus op med information om vind og vejr, årstider og natur, og så denne ro og stilhed, udgør en form for nulstilling af mit indre kompas, som giver mig noget fuldstændigt tilfredsstillende og relevant. Det har været en kæmpe overraskelse for mig, og noget, som faktisk har været vanskeligt at sætte præcist ord på eller at stå ved, selvom jeg jo bevidst har søgt ud i denne kontekst.
Se mere om kriser og livs-kriser – og hvordan du kommer styrket videre!
Gratis gave til alle!
For ganske få år siden ville jeg selv have fundet dette budskab foruroligende tæt på noget klidmoster-agtigt – men det giver mere og mere mening. Tænk lige over det:
Samtidig med at din hjerner er evolveret til at være noget af det mest komplekse i vores univers, er du stadig et biologisk væsen med nogle meget grundlæggende funktioner i såvel krop som hjerne. Funktioner, som har sikret vores overlevelse som art, men som for mange nu støder sammen med en totalt ændret kontekst og brug. Kapacitet og ressourcer, som bliver uhensigtsmæssige, hvis de forhindres i at folde sig ud. Som en kompetent jagt- eller hyrdehund, der frustreret gnaver hele familiens sko i stykker, hvis ikke den får afløb for sine naturlige evner. Det er der intet primitivt i; se det som stor spændvidde – en gave!
Dine sanser er en (måske undervurderet) gave – og du kan så meget mere med denne værdifulde kapacitet, end du måske hidtil har benyttet dig af. Heldigvis er der lige her masser af potentiale og ovenikøbet (stort set) uden sociale skævheder. Sanseligt set er vi alle rige!
God fornøjelse med det 😉
Kærlig hilsen Ghita