14. august 2013
Når jeg bevæger mig omkring her i det udendørs sommerliv, lægger jeg mærke til en masse små ting, som er ‘den anden ende af’ det, jeg møder i min praksis – der hvor det hele bliver skabt, hvor alle overbevisningerne, de små og store fobier og traumer, selvværd og det modsatte opstår.

Forleden så jeg en mor på cykel med sine to små børn på hver sin løbecykel ude i det grønne. Den ene, en dreng på måske 4 år, vælter ned ad en lille skråning og falder af. Moderen stopper og, følger opmærksomt, men afslappet med i hvad der sker, giver knægten tid til at rejse sig. “Er du ok?”, spørger hun så, roligt og deltagende. Knægten kigger nysgerrigt undersøgende på sine hænder – “Det var jo bare lidt jord”, siger han derefter og børster dem tilfreds af, smiler til sin mor, som bekræfter ham: “Nå ja, det var jo bare lidt jord! Er du klar nu?”, hvorefter de alle hjuler videre i skøn forening – knægten nu med en rolig forvisning om, at man kan vælte uden at det er en katastrofe, falde uden at slå sig, få opmærksomhed og omsorg fra andre og fra sig selv, og komme godt videre, nu med nye erfaringer om hvordan ting på hjul opfører sig på skrå flader, og hvordan man rejser sig efter at have bidt i støvet..

Det var en lillebitte hverdagshændelse, knap nok noget man lægger mærke til. Men fordi jeg dagligt oplever effekten af de andre mulige læringer om livet, gjorde det indtryk på mig og gav mig en glæde og taknemmelighed over den mor, der skaber et robust barn med tillid til sig selv og verden.

De andre mulige reaktioner møder mig gennem mine klienters traumer og indlærte overbevisninger. En mandlig klient i ’50erne med et tvangspræget præstationsfokus og deraf følgende stress- og helbredsproblemer fulgte
sin overbevisning om at skulle være fejlfri tilbage til oprindelsen, og oplevede i en regression, hvordan han som 3-årig var faldet i et vandløb på trehjulet cykel, og hans fars reaktion på dette, som havde startet en livslang tro på, at han ikke måtte begå fejl.

Kategorier